Nyhedsbrev oktober 2023

4. oktober 2023 17:11 , af Chr. E. Christensen

Sæsonen lakker mod enden hvis man ikke har rettigheder til at ro om vinteren. Vi slutter sæsonen med udgangen af oktober.

Det betyder dog ikke, at der ikke sker noget fra nu af. Læs med herunder.

Sluttur og Standerstrygning

Sluttur og standerstrygning bliver lørdag den 28. oktober. Så sæt kryds ved denne dag og aften. Invitation er på vej ud.

Årsmøde tirsdag den 14. november

En anden lige så vigtig begivenhed som du skal skrive i din kalender, er årsmødet som afholdes den 14. november. Selve programmet for aftenen er undervejs, men en af de vigtige ting denne aften er tilmelding til at deltage i udvalgene så de kan begynde at planlægge den kommende sæson. Det vigtige her er at du ikke tvinges til at deltage i nogen udvalg – så du kan roligt møde op. Glæd dig til programmet.

Havkajakkerne er i svømmehallen fra november

En vinteraktivitet i svømmehallen som fortjener fuldt hus hver gang. Vi har tidligere kaldt det rul og teknik, men det er ikke hele sandheden. I jagten på et bedre navn kom endda forslaget ”vild og våd tirsdag” på bordet, men det er endt med ”Leg med kajakker i svømmehallen”. Men hvad sker der egentlig tirsdag aften i svømmehallen.

Du kan øve balance i kajakken – stå op, stå på hovedet eller hvad du nu syntes. Du kan genopfriske og få super styr på dine redninger. Du kan forfine dine forskellige grønlandsrul. Du kan øve dig i at flyde – ja kun din fantasi sætter grænsen. Der er max deltagere på 12 pr. gang – dvs. man deles 2 om 1 kajak. Der er livredder til stede, men ikke decideret instruktør. Det er fra 20.00 til 21.30.

Vi har lavet 2 priser for denne aktivitet. 6 gange for 250,- kr. eller når du kan (ubegrænset) for 450 kr. Du køber aktiviteten her: https://www.rodskovhavkajak.dk/kurser

Hvis du har planer om at lære grønlandsrul kan vi anbefale at tage et af vores kurser i januar, februar eller marts, og derefter bruge disse aftener til at træne. De er lagt i kalenderen.

Rullekurserne i januar, februar og marts

Vi afholder jo 3 rullerkurser i vintermånederne. De er netop lagt i kalenderen så du kan tilmelde dig. Pris som tidligere år 200,- kr. Man tilmelder sig i kalenderen på det aktuelle kursus.

Husk vi har svømning om onsdagen

Og så lige en reminder om at du kan gå til svømning onsdage fra 19-20 i Hornslet svømmehal. Prisen for hele sæsonen er 400,- kr. Tilmelding her: https://www.rodskovhavkajak.dk/familiesvoemning