Så er vi i gang – foråret er slut og sommeren er over os
Og som det plejer at være har foråret været fantastisk – sol, varme og de fineste dage på vandet, nu er sommeren så kommet og det regner, men fortvivl ej – der er faktisk huller i regnen. Der er dage hvor alt er eksploderet i grøn frodighed og luften er frisk – på de dage er det jo intet mindre end fantastisk at komme på vandet.
Kajakkerne ligger ved bådelauget eller hvis man hellere vil have en anden, så ligger den i containeren på sportspladsen – benyt dem og brug dem, det er det, de er der for, og jeg lover – de vil rigtig gerne prøves og bruges. Så prøv noget nyt og udfordr dig selv i år – tag en anden kajak end den du plejer – de kan alle sammen noget og det er sjovt at prøve noget andet end det sædvanlige.
Vi havde standerhejsning med fin tilslutning og således blev sæsonen skudt behørigt i gang med tur, pølser og brød – det bliver nærmest ikke bedre, Turen til Gjeller Odde blev aflyst på grund af vejret, der ikke var helt samarbejdsvillig, men intet skal forhindre ivrige roere i at komme på vandet, så turen blev omlagt til en tur til den uendelige bro, hvor der var læ for vinden og sådan er det jo også – vi finder andre veje, så vi kan komme på vandet.
Der har været tilbud om fællesture og de ligger som bekendt på forskellige dage – desværre er tilslutningen ikke overvældende og der har været flere aflysninger, så vi vil gerne opfordre til, at man deltager i fællesturene – det vil også give vores – nu færdige – kursister mulighed for at lære jer at kende og vice versa og så er det en måde at styrke sammenhængskraften i klubben på.
Nogen gange kan det jo være, man har lyst til at se noget andet end Vosnæs eller Kalø Slot – så ræk ud til pågældende instruktør og spørg om der kunne være andre steder at sætte i – der vil ofte være andre muligheder, men nogen gange er man tilbøjelig til at vælge den nemme løsning – nemlig bådelauget. Så spørg om der er andre steder, man kan sætte i og jeg er sikker på, der kommer gode ture ud af det.
Vi var på en kort – meget kort kun 7 km - tur til Randers Fjord med ikke færre end 14 deltagere – det var en anderledes tur med en masse ud og ind af rørskoven
Nu nærmer tiden for frironinger sig og der er frironingsaftener den 15. og 17. og 19. juni – for at kunne benytte klubbens grej, skal man friroes og aflægge svømmeprøve hvert år – og der er MASSER af plads i kalenderen og instruktørerne er knivskarpe og klar til at tage imod jer. Så hold jer ikke tilbage med, bare kom og vær med en af aftenerne – skulle man være forhindret ALLE aftener, så kan man blive friroet på en fællestur – bare sig det til instruktørerne, så de ved det
Og allerede ugen efter er der en belønning i sigte – nemlig turen til Det Sydfynske Øhav – det er en weekendtur og vi har forsøgt at bestille godt vejr uden alt for meget vind og der er også masser af pladser. Det sydfynske øhav er smukt og varieret og så er der indlagt pause på Skarø – hvor der er et ret berømt ishus, heldigvis kan man få andet end is også. Der er tilmelding i kalenderen, hvor der også ligger en grundig beskrivelse af turen.
I juli plejer vi at holde sommerferie – men plejer eksisterer ikke længere og derfor er der en fællestur hver uge – som sædvanlig tilmelding i kalenderen og kom endelig og vær med, så vi kan få initiativet skudt godt i gang. Idet vi ikke ved, hvor stor tilslutning der er til turene, er der indtil videre kun en instruktør på hver gang, men er der stor tilslutning, vil vi selvfølgelig straks sætte en ekstra på.
Den 11. august gentager vi succesen med Randers Fjord og håber på mindst lige så stor tilslutning, vi pønser også på at invitere de nye kursister fra Voer Kajakklub – så der vil være mulighed for at udvide kajakbekendtskaberne
Endelig er der en weekendtur til Læsø den 22. og 23. august – den kommer der nærmere information om, men overvej allerede nu om ikke du har helt vildt lyst til at være med, det kan nemlig efter sigende være en god ide at booke færge i god tid
Til slut er der bare at sige rigtig god sommer, nyd vejret og vandet og vi ses derude