Vores formand for Rodskov Havkajak, Christian, har været syg gennem det sidste års tid. Nu er han ikke mere, onsdag sov han ind. Bodil og den øvrige familie var ved hans side.
Vi kommer til at savne og mangle Christian. Han har været klubbens hjerte, men han har også været en ildsjæl. Villigt har han påtaget sig langt flere opgaver, end de fleste ville have gjort. Vi har haft gavn af ham og hans arbejde med formandsposten, hjemmeside, medlemshåndtering, nyhedsbreve, rokort, kurser, bureaukrati og kontakt med andre klubber og organisationer. Rodskov Havkajak har i alle henseender været = Christian.
Han har lige fra han blev en del af klubben engageret sig i alle aspekter af klublivet, og har været en stor del af årsagen til, at klubben har udviklet sig til det, den er i dag.
Christian har mødt klubbens nye og gamle medlemmer med nysgerrighed, viden og en sjov bemærkning. Han har skubbet på med venlighed og drilleri for at vi skulle blive dygtigere både til at ro og til teorien bag. Altid hjælpsom uanset om man har brug for vejledning til at købe ny kajak, finde den rette pagaj, et hurtigt brush-up på kompas eller regler for mørkesejlads. Han stod altid parat til at lede ture både i udlandet og i Danmark; ingen tur var for lille eller uinteressant for ham.
Christians kajak har altid været den tungeste. Manglede man underholdning, kunne man bede Christian om at åbne lugerne og vise, hvad man bør have med på en tur – just in case. Selvfølgelig kunne han også fiske en sodavand og en øl frem til at fejre nyslåede roere eller veludførte redninger. Eller bare fordi.
Kære Christian, tak for alt.