Nyhedsbrev april 2020

20. april 2020 22:39 , af Chr. E. Christensen

Det er et fantastisk forårsvejr og vores sommer opstart 1. maj, er lige på tapperne. I skyggen lurer Corona og hvad kan vi så omkring opstart af klubbens aktiviteter.

Vi har i torsdags haft møde i styregruppen, her er konklusionen. Alt dette i betragtning af forsamlingsforbuddet på mere end 10 personer, afstandskravet på ca. 2 m der indtil videre gælder til 10. maj.

  1. Vi vil ikke forbyde medlemmer at ro i klubkajakker. Dermed er der behov for afspritning/vask m. sæbe af pagajen. Udover den almindelige skylning af udstyr.
    Vi er alle voksne ansvarlige mennesker, så du sørger selv for at tage dine forholdsregler. Vi køber et par spande og noget opvaskemiddel. Ellers kan du bruge husholdningssprit, og en klud til aftørring løsningen. Medbring selv klude/svampe.
    Brug handsker eller vask dine hænder før du bruger hængelåse.
  2. Vi er max. 10 personer i de grupper vi samles i.
  3. Vi overholder afstandskrav. Kun ved evt. kæntring og nødvendig redning kan dette brydes. Vi laver ikke øveredninger lige foreløbig.
  4. Vi udskyder det første kursus og afventer lidt hvad der sker omkring den næste milepæl (10. maj)
  5. Vi starter klubture fra onsdag den 6. maj og vi starter træningsturene torsdag den 14. maj. Så kom frisk i gang med den nye sæson.
  6. Man må gerne bruge opslagstavlen og udbyde ture, overhold blot sikkerhedskravene.

Roer 1 kurser

Vores første kursus som var sat til start mandag den 5. maj – det flyttes, måske det slås sammen med hold B som er sat til start den 27. maj. Der tages /er taget kontakt til deltagerne, så vi finder den bedste løsning.

Svømmeprøve og svømmehalstræning

Al aktivitet i svømmehallen er stoppet. Det er ikke lige nu afklaret hvordan vi løser kravene til svømmeprøver og frironing. Men frironing er først i juni, så igen afventer vi lige hvordan og hvornår der åbnes yderligere.

Opstartstur og Standerhejsning

Aflyses, da vi ikke kan forsamles mere end 10 personer. Når der bliver mere frie muligheder for at mødes kommer vi stærkt tilbage.

Med dette er klubben åben så I slev kan bestemme hvad I vil og hvor meget – og vi mener ikke vi på nogen måde bryder de offentlige regler, men mest af alt ikke gør noget der strider mod sund fornuft.
Brug det fornuftigt, din krop trænger til fri luft og åbne vidder.

Andre nyheder

Som jeg skrev i sidste nyhedsbrev, har vi fået penge til nye kajakker. Jeg har tidligere skrevet om den nye Valley Sirona 15,1. I går fandt jeg en Valley Avocet, magen til den grå vi har (den er i øvrigt også grå) og så har vi bestilt en Baffin P1 mere. Hvornår den kommer er ikke helt afklaret.

Vi har fået fremstillet en smart lille vogn til at køre kajakkerne ned til vandet. Det smarte derudover, er at den kan være i skuret foran kajakkerne. Det vil helt klart være en stor hjælp hvis du vil ud alene. Designer og producenten skal have ros, så husk det næste gang du møder Poul Hedemann.

I containerne er der nu lavet lys som tændes på en kontakt. Det kører på batteri som oplades af solceller. Så husk at slukke for lyset når du går. (Hvorfor har I ikke fået lavet det med sensor – fordi kloge folk sagde at de bruger temmelig meget strøm.)

Husk at få læst/lært færdsel/parkeringsregler ved forsamlingshuset – de ligger på et link ude til højre på forsiden af hjemmesiden.

Kontingent tid

Inden længe kommer der opkrævning på kontingent ud. Giv gerne lyd straks hvis:

  • Du har ændringer mht. egen kajak siden sidste forår.
  • Hvis du ved du ikke vil være medlem i år.

Ellers er satserne uændret.

Hvem er det nu det er – læg dit billede på din profil

Jeg vil opfordre alle til at få lagt et billede af sig selv på din profil på Rodskov Havkajak. Vi er nogen der er bedre til at huske ansigter end navne. Det kunne gavne når vi korresponderer via opslagstavlen – så endnu flere får sig taget sammen og kommer med ud når ture udbydes.
Det kan du gøre hvis du klikker på dit navn når du er logget ind, og her gå under indstillinger.

Vi ses på vandet!