NYHEDSBREV NOVEMBER/DECEMBER 2025

19. november 2025 14:59 , af Pernille Hansen

Vinteren nærmer sig med hastige skridt. Den…..nå ja ikke helt første…..frost har vist sig, og havtemperaturen er efterhånden nået under 10 grader langt de fleste steder.

For vores vedkommende betyder det, at vi har haft sluttur og standerstrygning. Det foregik en ret blæsende dag, hvor der var tilmeldt pæn deltagelse – men da vi stod på stranden, var nogen ret enige om, at det ikke var umagen værd at kæmpe sig gennem blæst og (indrømmet) ret små bølger.

Der var dog 5 seje roere, der i høj grad gjorde sig fortjent til den efterfølgende suppe, som på grund af blæst og forfrosne klubmedlemmer blev henlagt til en privat lokation :-)

Alt i alt blev det, på trods af at nogen skippede roturen, til en god afslutning på sæsonen.

Der blev så inviteret til og afholdt Årsmøde. Faktisk var der et rigtig fint fremmøde på næsten en tredjedel af klubbens medlemmer – det må siges at være ret godt.

Der var mange gode snakke, og mange gode forslag kom på bordet. Herfra skal der lyde en opfordring til alle om at slå roture op, så alle får mulighed for at deltage. Ligesom det vil være rigtig velkomment at slå sociale arrangementer op; det kan være spis sammen pizza, hvis nogen gerne vil dele ud af deres færdigheder, kender nogen der har en god historie og så videre – det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.

Som sædvanlig var der mulighed for at tilmelde sig diverse udvalg, hvis der er noget man særligt brænder for – og det er heldigvis stadig muligt at tilmelde sig, hvis man ikke lige var på årsmødet og alligevel har lyst til at deltage i det arbejde, der foregår i klubben. Særligt aktivitets- og vedligeholdelsesudvalget kunne ønske sig flere kræfter til at komme på ideer eller løfte de opgaver, der trænger sig på.

På hjemmesiden kan man (under fanen ”om os”) se, hvilke udvalg der er og hvad udvalgene typisk laver i løbet af året, og så er det bare om at henvende sig til udvalget eller til en fra styregruppen, som så hjælper videre.

På svømmeholdet er de godt i gang, men er der altid plads til flere – altså mange flere, og man er også velkommen selvom man ikke rigtigt svømmer – men bare snakker, mens man træder lidt vande :-)

Tirsdagens ”Leg og Rul” i svømmehallen er også fint besøgt, men også her er der altid plads til flere – og man behøver ikke rulle, redde eller padle hele tiden – man må også gerne sidde og snakke.

Skulle man sidde med en lille uforløst grønlændervending i maven, så er det tirsdag aften man kan få hjælp til at komme i gang, og skulle man så få blod på tanden, kommer der rullekurser på den anden side af jul – tilmelding i kalenderen.

Vi er endnu ikke så tæt på jul – men ikke desto mindre vil vi fra styregruppen ønske alle en rigtig dejlig jul og et supergodt nytår.