Nyhedsbrev juli 2023

5. juli 2023 18:47 , af Chr. E. Christensen

Så er det sommerferie. Husk at komme en tur på vandet hvis du kan. 


Vi vender tilbage med træningsturene i august. Vi lægger op til at alle der gerne vil ud møder op. Så kan vi på stranden afgøre om vi skal dele os hvis nogen vil ro langt / hurtigt eller andet. Instruktørerne tager sig stadig af nybegynderne og tilpasser den del af turen til dem.

Egenfærdighed B (Roer 2) den 4-5 august

Vi flyttede det planlagte kursus fra juni til den 4-5 august på grund af få tilmeldte. Det hjalp heldigvis. Der er lige nu 7 tilmeldte, så vi fint kan afvikle kurset. Er der et par stykker mere der vil med så skynd dig at tilmelde dig. 

Egenfærdighed A (Roer 1) i august

Vi har planlagt et begynderkursus i august, så kender du nogen der har snakket om at komme i gang – så skub til dem nu. Link til tilmeldingssiden med beskrivelse er: https://www.rodskovhavkajak.dk/roer-1-kursus

Tilskud fra DGI/DIF

Vi har i foråret søgt tilskud i DGI/DIF’s foreningspulje og fået et tilskud på 30.000 kr. Vi har indtil nu købt diverse sikkerhedsudstyr, paddlefloats, store nødsheltere og nødblus. De ligger i containerne og er tænkt som udstyr på ture.
Der arbejdes i øjeblikket på at købe 2 kajakker. Den ene meget tæt på begynderkajakkerne men dog ikke en Oasis. Den anden er stadig lidt åben.
Jeg prøver i dag torsdag sidst på eftermiddagen en kajak fra P&H som hedder Leo. Vil andre prøve så sig til.(opslag på opslagstavle) Jeg tager ud fra Bådelauget. Jeg har også et par Struer Boats Frej  hhv 500 og 520 i termoplast på prøve. Så kig endelig ned hvis du kan.

Klagesag vedrørende opbevaring af kajakker ved Bådelauget

Som de fleste nok ved har vi klaget over fredningsnævnets afgørelse om at vi ikke måtte bygge opbevaringsskure til vore kajakker ved Bådelauget. Svaret er nu kommet (klage sendt i februar 2022).
Vi fik ret i, at et sådan byggeri ikke var i strid med fredningens formål. (6 for 1 imod). Til gengæld vendte den samme gruppe på en tallerken da de så skulle give os dispensation, med den vægtigste begrundelse at de var bange for at det ville skabe præcedens. (5 imod, 2 for) Så meget for det danske demokrati. Dette kan ikke påklages, men man kan gå rettens vej.  Det er vi ikke klar til. 
Så hvis det var et ludospil – er vi vist slået hjem til start.
Hvad næste trin er, ved vi endnu ikke.

God sommer